|
Foreningen til Svampekundskabens Fremme Lokalforeningen for Sjælland Lokalforeningen Arrangementer Åbent Hus Svampebestemmelse Svampeåret Månedens svamp |
|
[left.htm] |
Ægte Ridderhat - Tricholoma equestre Beskrivelse: Anne Storgaard Foto: Ejnar Slot
Ægte Ridderhat er 5-10 cm høj, hatten er 5-10 cm bred, stokken er 3-8 cm høj og 1-3 cm bred. Hatten er hvælvet til affladet og klæbrig. Hele svampen er gul, både hat, stok og lameller. Hatten kan dog ofte være gulbrun og småskællet på midten og dækket med sand, fyrrenåle samt rester af mos og lav. Lugten er melagtig og smagen er mild. Ægte Ridderhat vokser under fyr i sandede nåleskove. Den er ret almindelig i Nordsjælland, Vestjylland og hvor der ellers er fyrreplantager på sandjord. Ofte finder man den dybt begravet i sandet på lidt åbne områder blandt fyrretræerne. Den kan samles fra slutningen af september til midten af november. Man har indtil for få år siden regnet den som en god spisesvamp, men nogle svampesamlere er blevet alvorligt syge i Frankrig efter angiveligt at have spist denne art. Endnu har vi ikke hørt om forgiftningstilfælde i Danmark. Læs mere om sagen på denne hjemmeside. Hvis man alligevel indsamler den til spisebrug, skal man være meget omhyggelig, når den grovrenses i skoven. Man kan let få sandjord op mellem lamellerne. Sandet er næsten umuligt at få væk igen. (oktober 2004) |