|
Foreningen til Svampekundskabens Fremme Lokalforeningen for Sjælland Lokalforeningen Arrangementer Åbent Hus Svampebestemmelse Svampeåret Månedens svamp |
|
[left.htm] |
Broget Læderporesvamp - Trametes versicolor Beskrivelse: Anne Storgaard Foto: Anne Storgaard Opskrift: Rungrat Søgaard
Broget Læderporesvamp vokser i store taglagte knipper på stubbe af løvtræer, især på bøg. De enkelte hatte er vifteformede og er bredt tilhæftet stubben uden egentlig stokdannelse. Øverst på stubben kan svampen være rosetformet med kun et lille tilhæftningspunkt. Frugtlegemerne er 3-6 cm brede og 3-10 cm lange. Hattens tykkelse er få mm, og hatten er læderagtig sej. På oversiden er hatten broget i koncentriske zoner af brune, gulbrune, gråblå og sorte farver. Yderst er der en hvid rand. På undersiden består hatten af et lag af meget fine hvide porer. Broget Læderporesvamp er meget almindelig. Den kan forveksles med Bæltet Læderporesvamp, som er noget tykkere ved basis, og som især vokser på birk og poppel. Sveden Sodporesvamp, der også vokser på løvtræ, er ikke så læderagtig sej, og desuden har den et gråt porelag. Broget Læderporesvamp er meget frisk og flot i december måned og vil være en oplagt svamp at bruge til dekorationer. Det kan anbefales at anbringe den en uge i en lukket plastpose i fryseren, så man får dræbt eventuelle biller og larver. De kan hurtigt forvandle selv store poresvampe til smulder. Månedens opskrift har ikke noget at gøre med ovenstående svamp, men kun med månedens højtid. Julesnaps
Appelsinen prikkes med en gaffel, og de 40 nelliker sættes i. Derefter puttes/hældes alle ingredienser i et glas (eller en krukke) med tætsiddende låg. Snapsen skal nu stå og trække i 40 dage, gerne et mørkt sted, og ikke på køl. Herefter filtreres snapsen gennem et kaffefilter og hældes på flaske. Julesnapsen er ikke specielt velegnet til frokostbordet, men er glimrende at drikke til desserter, til kaffen eller som en aftenhyggesnaps i december, da den dufter og smager herligt af jul. (december 2002) |