Foreningen til Svampekundskabens Fremme

Lokalforeningen for Sjælland

Lokalforeningen   Arrangementer   Åbent Hus   Svampebestemmelse   Svampeåret   Månedens svamp

[left.htm]

 

Stor Dukatbæger  -  Pithya vulgaris

Beskrivelse: Anne Storgaard

Månedens svampetur: Bjørn W. Pedersen

Foto: Bjørn W. Pedersen

dukat4.jpg (81673 bytes)

Stor Dukatbæger har form som en rund skive, ½-2 cm. i diameter. Den er æggegul til orange på det sporebærende lag, lysere gul og hviddunet på ydersiden. Den er ofte uden stok eller med en meget kort stok.

Stor Dukatbæger er ret almindelig og vokser på liggende gamle grene og kviste af Ædelgran. Ikke på nyligt afskårne grene, hvor der endnu er grønne nåle, men på grene fra tidligere år, der nu er helt brune. Stor Dukatbæger er fremme fra december til og med april, men er flottest i milde perioder i marts, når sneen lige er smeltet. Den kan lyse en hel skovbund op med de mange gule frugtlegemer.

I Dukatbæger-slægten findes i Danmark også Ene-Dukatbæger (Pithya cupressina), hvor skiven er 1-3 mm. i diameter. Den vokser på døde kviste af Ene, ofte på lave, tætte haveformer f.eks. Kinesisk Ene. Både størrelsen og voksestedet gør dog, at man ikke kan forveksle den med Stor Dukatbæger.

Jeg har ikke fundet oplysninger i litteraturen om spiseligheden af Stor Dukatbæger. Den har sikkert ikke fristet til forsøg.

Søndag d. 9.3. deltog 10 medlemmer i lokalforeningens tur til Hejede Overdrev. Vejret var netop slået om efter en måneds barfrost og var nu mildt og fugtigt. Under ædelgran fandt vi talrige frugtlegemer af  Stor Dukatbæger. Foruden at være månedens svamp blev det også den svamp, vi fandt flest af på turen. Nogle få lamelsvampe var stadig genkendelige omend på retur, mens der var ved at komme gang i skivesvampene. Vi fandt bl.a. Nælde-Orangeskive, Jomfru-Frynseskive, Gran-Frynseskive og Ædelgran-Frynseskive. På en af de gamle bøge nær Avnsø kunne lederen, Bjørn W. Pedersen, fremvise den sjældne Kobberrød Lakporesvamp. Desværre havde vandaler hærget frugtlegemerne på højstubben, mens der stadig var flotte frugtlegemer at beundre på det liggende stammestykke. I alt blev der noteret 51 arter. Den komplette artsliste kan ses her.

(marts/april 2003)