|
Foreningen til Svampekundskabens Fremme Lokalforeningen for Sjælland Lokalforeningen Arrangementer Åbent Hus Svampebestemmelse Svampeåret Månedens svamp |
|
|
Glimmer-Blækhat - Coprinus micaceus Beskrivelse: Anne StorgaardFotos: Benny T. Olsen
Glimmer-Blækhat vokser i tætte knipper omkring eller på løvtræsstubbe. Hvert enkelt frugtlegeme er 3-8 cm højt. Hatten er klokkeformet til hvælvet, okkerbrun til gulbrun. Som ældre bliver den mere gråbrun og plisseret i kanten. Som ung er hatten dækket af fine gryn, der giver hatten en kornet overflade (glimmer). Som ældre ses det ikke så tydeligt, da glimmeret ofte er regnet af. Stokken er hvid og 2-4 mm tyk. Hele frugtlegemet henflyder som en blækagtig væske som ældre. Selvom man samler den som ung og holder den på køl, går den hurtigt i opløsning. Glimmer-Blækhat er meget almindelig både forår og efterår. Den kan vokse alle steder, hvor der er stubbe og rødder at nedbryde, i skove, i haver, i parker og ved vejtræer. Den kan forveksles med andre arter af blækhatte, men da det er den mest almindelige, er det ofte den man finder. Glimmer-Blækhat er spiselig, men ikke umagen værd. Desuden skal den direkte fra voksestedet og i gryden, hvis den ikke skal smatte ud inden tilberedningen. (maj 2006) |