Foreningen til Svampekundskabens Fremme

Lokalafdeling Sjælland

Lokalafdelingen   Arrangementer   Åbent Hus   Svampebestemmelse   Svampeåret   Månedens svamp

[left.htm]

 

Tidligere Månedens svamp

Gul Fløjlsfod - Flammulina velutipes

Beskrivelse: Anne Storgaard

Månedens opskrift: Anne Storgaard

Foto: Benny T. Olsen

Floejsfod.jpg (47573 bytes)

Gul Fløjlsfod vokser i knipper på svækkede stammer og på stubbe af løvtræer. Hatten er 2-5 cm bred bleggul til gulbrun, hvælvet til udbredt og med en fedtet hathud. Stokken er 3-8 cm lang og 2-6 mm bred. Som ung er stokken gulbrun øverst og mørkere brun nederst, som ældre er den helt mørkebrun og dækket af et fløjlsagtigt lag af mørkebrune hår. Heraf navnet Fløjlsfod.

Gul Fløjlsfod er en af vores mest almindelige spisesvampe om vinteren. Man kan finde den fra oktober til midten af april. Den er mest talrig i milde og fugtige perioder, men den kan godt gå i dvale i perioder med frost og tørt vejr og vokse videre, når det bliver mildere og fugtigt igen.

Fløjlsfod er en slægt af flere nærtstående arter, der kun kan skelnes med sikkerhed mikroskopisk. De er dog alle spiselige. Af forvekslingsmuligheder skal man passe på Knippe-Svovlhat, der kan vokse de samme steder. Den er mere citrongul i farven og har et gulgrønt skær på lamellerne, hvorimod Fløjlsfods lameller er cremegule. Knippe-Svovlhats sikreste kendetegn er dog smagen, der er meget bitter. Desuden har den ikke en fløjlsagtig brun stok.

I Østen dyrker man Gul Fløjlsfod på savsmuld i mørke. Svampene er blegere end den vilde form, og stokkene er lange og sprøde. De helt unge frugtlegemer høstes i bundter, og man kan købe dem på dåse i orientalske specialforretninger under navnet "Golden mushrooms" (Enokitake). Jeg har dog af og til set dem friske i f.eks. Kvickly.

Man spiser kun hattene af de vilde eksemplarer, man samler i naturen i Danmark. Stokken er for sej. Gul Fløjlsfod kan bruges i supper, saucer og i stuvninger, men må ikke spises rå.

Månedens opskrift:

Gratineret Fløjlsfod

Til 4 personer

300 g Gul Fløjlsfod 20 g smør
1 spsk friske hakkede krydderurter (f.eks. persille og timian) 50 g revet cheddar
1½ dl piskefløde salt og peber

Steg svampene i smørret over middel varme til væden er fordampet. Tilsæt krydderurter og fløde. Koges igennem og smages til med salt og peber. Svampestuvningen hældes op i et ildfast fad og osten drysses over. Gratineres i en 220 grader varm ovn til overfladen er gylden ca. 15-20 minutter.

Svampene kan bruges som tilbehør til kødretter, men kan også spises alene på et stykke godt brød.

(januar/februar 2002 + 2012)