|
Foreningen til Svampekundskabens Fremme Lokalforeningen for Sjælland Lokalforeningen Arrangementer Åbent Hus Svampebestemmelse Svampeåret Månedens svamp |
|
[left.htm] |
Violet Hekseringshat - Lepista nuda Beskrivelse: Anne Storgaard Månedens opskrift: Anne Storgaard Foto: Benny T. Olsen
Violet Hekseringshat er 6-12 cm høj, stokken er 3-8 cm høj og 1-2 cm bred, hatten er 4-12 cm bred, hvælvet som ung og ofte med en lille pukkel og udbredt som ældre. Randen er længe indrullet. Hele frugtlegemet er violet, både hat, stok og lameller. Hatten kan dog have brunviolette farver, der bliver lysere med alderen. Svampens lugt er parfumeret. Violet Hekseringshat vokser i hekseringe eller mindre grupper og er nedbryder af blade, nåle, kompost, træflis og græs. Den er meget almindelig i både løv- og nåleskove især sidst på året, men man kan også finde få eksemplarer i fugtige forårsmåneder. Forvekslingsmuligheder er andre hekseringshatte f.eks. Spinkel Hekseringshat og Bleg Hekseringshat. De er dog begge spiselige. Andre forvekslingsmuligheder er slørhatte med violette farver, f.eks. Blåkødet Slørhat. Slørhatte har dog alle slør på stokken og får brune lameller med alderen. Blandt slørhattene findes en del giftige arter, og da de ofte kan være svære at artsbestemme, må de ikke samles til spisebrug. Violet Hekseringshat kan ofte samles i store portioner. Den beholder sin faste konsistens efter tilberedning og kan både steges, stuves, bruges i sammenkogte retter og syltes. Det er dog ikke alle, der kan lide den parfumerede smag. Månedens opskrift Syltede Hekseringshatte
Hekseringshattene skæres i mindre stykker. Hvidvinseddiken bringes i kog sammen med løg, krydderier og sukker. Svampene kommes i den kogende lage og koges i 20 minutter. Hældes op i skoldede glas sammen med lagen, og glassene bindes til, mens de er meget varme. Svampene har godt af at trække nogle uger. Inden serveringen hældes lagen fra, og svampene vendes i lidt olivenolie. De kan spises som tilbehør til kødretter og til frokostretter. november 2003 |